DESIGNA KØKKEN fortsætter den flotte udvikling

Pressemeddelelse
DESIGNA A/S
24. februar 2022

 

DESIGNA KØKKEN fortsætter den flotte udvikling

Fuldt fokus på at eksekvere den ambitiøse vækststrategi fortsætter med at give gode resultater. På trods af et turbulent år med lukkede butikker i foråret, stor forsyningsusikkerhed og stigende råvarepriser, leverer DESIGNA KØKKEN igen kraftig vækst og en fordobling af bundlinjen. En fuld 2022 ordrebog tegner til endnu et godt år for køkkenproducenten.

DESIGNA KØKKEN står ved indgangen til 2022 et godt sted og den ambitiøse vækststrategi leverer fortsat fine resultater. Det netop offentliggjorte regnskab fra virksomheden viser mere end en fordobling af resultatet før skat; fra 8,0 millioner kroner i 2020 til 17,0 millioner kroner i 2021.

– Vi har fuldt fokus på vores kerneforretning, nemlig afsætning af køkken-, bad- og garderobeløsninger via selvstændige køkkenforhandlere i Danmark og Norge, siger selskabets administrerende direktør, Erik Høj.

DESIGNA KØKKEN udfasede i 2020 al salg af fladpak møbler og i 2021 har virksomheden udflyttet egne centralt drevne projektafdelinger i såvel Norge som Danmark til lokalt forankrede erhvervscentre hos de selvstændige forhandlere. Dette med henblik på at sikre nærhed til erhvervskunderne, som er med til at videreudvikle forretningen.

Samtidig er køkkenkæden fortsat med at sikre tilstedeværelse på strategisk vigtige lokationer i de større byer. I 2021 åbnede kæden således en helt ny Flag Ship Store i køkkenområdet i Odense og samtidig blev en helt gennemrenoveret butik i Vejle genåbnet i foråret.

Strategien fungerer
– Vores selvstændige køkkenforhandlere har sidste år oplevet en markant vækst. I Danmark landede den på ca. 50% og i Norge på ca. 20%. Den markante vækst er absolut et resultat af egne indsatser og dygtige, engagerede partnere i butikkerne, og det ser ud til at vi 2021 igen har vundet markedsandele, fortæller Erik Høj, der netop lige har åbnet en helt ny Flag Ship Store i Glostrup.

Med den nye butiksplacering i Glostrup indfrier DESIGNA KØKKEN ambitionen om at få en stærkere tilstedeværelse i Storkøbenhavn – specielt i erhvervssegmentet. Kæden forventer meget af lokationen og ser allerede nu konturer af, at den bidrager positivt til vækstrategien.

– Derudover flytter vores partner i Randers til helt nye lokaler i starten af marts, og inden udgangen af april åbner et stort køkkencenter i Trondheim og ny butik i Sandefjord, Norge. På den anden side af sommeren følger en helt nyopført butik i Lemvig, ny butik i Bergen og en ny placering i Kristiansand, fortsætter han.

Positiv Coronaeffekt - også i 2021
Corona pandemien har skabt øget fokus på brancher, som leverer produkter og serviceydelser til hjemmet og det har absolut haft en positiv effekt på køkkenkædens resultater. På den anden side har den store usikkerhed omkring råvareforsyninger og kraftigt øgede råvarepriser presset indtjeningen. Med en fokuseret indsats i hele værdikæden, samt nødvendige prisjusteringer, er DESIGNA KØKKEN kommet rigtig godt igennem og leverer fortsat fornuftige resultater.

– Det bliver spændende at tage fat på 2022 og se på, hvordan det hele lander ”post Corona”. Som jeg siger i organisationen, så skal vi fortsætte med at forfølge vores strategi, implementere de aktiviteter vi har planlagt, og så møde op hver morgen og være klar til at ændre, hvis nødvendigt, siger Erik Høj og fortsætter:

– Indtil videre er 2022 startet fornuftigt med travlhed i butikkerne, men vi skal nok ikke forvente at det bliver ved i hele 2022. Når folk igen kan komme ud at rejse og vi vender tilbage til et ”normalt” forbrugsmønster, så kan det være, at det ændrer sig lidt, men så skal vi jo bare være bedre end de andre, lyder det fra direktøren med et glimt i øjet.

Stærk platform til fremtiden
– Omdrejningspunktet for vores vækststrategi er at gøre kæden til landets mest attraktive netværk af selvstændige køkkenforhandlere. Vi har over de sidste år kunnet tiltrække dygtige køkkenfolk, der alle brænder for at være selvstændige. Det giver et drive i kæden, som er helt unikt. Vores partnere er enormt engagerede overfor deres kunder og forretning, og det sikrer, at vi på fabrikken altid er på tæerne for at levere det ypperste, fortæller administrerende direktør, Erik Høj.

– Vi har således skabt en platform der vil kunne sikre fremtidig vækst, slutter Erik Høj.


Yderligere oplysninger
Erik Høj, Adm. Direktør DESIGNA A/S. Tlf.: 22 69 22 58. eh@designa.dk