Pressemeddelelser - 30.04.2019

Sorte tal fra DESIGNA Kitchen Group A/S

11. april 2019

Sorte tal fra DESIGNA Kitchen Group

DESIGNA Kitchen Groups første regnskab viser sorte tal på bundlinjen og en solid egenkapital.

DESIGNA Kitchen Group A/S har netop offentliggjort regnskabet for 2018, som viser et positivt resultat efter skat.

Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) lander på cirka 10 millioner kroner og egenkapitalen i koncernen på cirka 30 millioner kroner.

DESIGNA A/S, herunder alle produktionsfaciliteter og ejendomme blev i februar 2018 overtaget af en investorgruppe med erhvervsmanden Per Christensen i spidsen. Det betød samtidig en samling af alle aktiviteter i DESIGNA Kitchen Group A/S.  

Fokus på en markant øget effektivitet
Administrerende direktør i køkkenkoncernen, Erik Høj er glad for det aflagte regnskab.

– Vi har arbejdet fokuseret og målrettet ud fra en klar plan om at genskabe et sundt og solidt fundament for forretningen. Sammen med alle medarbejdere og med den nye ejerkreds i ryggen, er vi lykkedes med en række af disse initiativer, fortæller direktøren og uddyber.

– Vi har nedbragt de faste omkostninger med et betydeligt millionbeløb, er blevet markant mere effektive i vores produktion og vi er offensive i vores markedstilgang. I december 2018 lancerede vi to helt nye DESIGNA brand websites på Danmark og Norge, og senest har vi introduceret en ny serie af låger – Silk By DESIGNA, som tegner til at blive en stor succes. Men vi er ikke i mål endnu, så der skal fortsat arbejdes fokuseret på at øge driftsindtjeningen og optimere arbejdskapitalen, siger Erik Høj.

Vækst i salget til butikkerne
Køkkenkoncernen øgede omsætningen til DESIGNA partnerbutikker i 2018, hvor den sammenlignelige vækst til partnerbutikkerne samlet for Danmark og Norge var på 11%.

– Specielt i Norge har vi set en markant fremgang. Vi har åbnet tre nye butikker i 2018 og oplevede samtidig en tocifret vækst i eksisterende butikker. Vi åbner yderligere tre butikker i Norge i 2019 og forventer samlet en vækst på mellem 20-30% i Norge i 2019. Parallelt med dette har vi i 2018 også lukket enkelte ikke rentable butikker for at sikre et mere robust forhandlernet, fortæller Erik Høj.

– Udviklingen i første kvartal i 2019 fortsætter den positive trend, vi så i 2018, og vi ligger samlet set aktuelt 15% over sidste år, siger direktøren.

Investering i fremtiden
Koncernen har også investeret markant i etableringen af en ny retail-organisation, som blandt andet har til opgave at få etableret et endnu bedre fodfæste i de største byer i Danmark og Norge. Det betyder, at man i foråret 2019 åbner en 500 m2 stor flagship store i hjertet af det københavnske køkkenmekka i toppen af Gl. Kongevej og senere på året en tilsvarende butik i det populære Skøyen køkkenområde i Oslo.

– Vores mission er at skabe det mest attraktive netværk af selvstændige køkkenforhandlere. Med opgraderingen af vores service ud mod vores partnere i butikkerne, er vi rigtig godt på vej, og kigger man på uvildige analyser som eksempelvis Trustpilot, vil man se, at vi scorer meget højt på kundetilfredsheden, som er et væsentligt succeskriterie for os, siger administrerende direktør Erik Høj og peger på at 2019 handler om at fortsætte den gode udvikling.

– Forventningerne til 2019 er et øget aktivitetsniveau og vi har en klar forventning om, at vi i DESIGNA Kitchen Group kan fortsætte med at forbedre driftsresultatet. Derudover vil vi fortsat investere kraftigt i at udvikle butiksnettet i både Danmark og Norge, ligesom vi styrker indsatsen mod det professionelle marked, siger han.

Virksomheden kan desuden se tilbage på et 2018, der bød på besøg fra H.M. Dronningen, der i forbindelse med officielt besøg i Silkeborg i starten af september lagde vejen forbi køkkenfabrikken i Kjellerup.

Yderligere oplysninger
Erik Høj, Adm. direktør DESIGNA Kitchen Group A/S. Tlf.: 22 69 22 58. eh@designa.dk

Downloads
Materiale tilhørende denne pressemeddelelse kan downloades her: