kanelsnurrer

Jons kanelsnurrer
Ekstra saftige. Ekstra lækre!

Verdens bedste kanelsnurrer

Den her kanelsnurrer er en af Jons absolutte favoritter! Ikke bare i den søde juletid, men sådan helt generelt. Med hans egne ord: ”Den er simpelthen noget af det allerbedste, som findes! Blød, saftig gærdej med lækkert kanelremoncefyld.”

Denne opskrift er resultatet af, hvor meget Jon har øvet sig for at udvikle den allerbedste opskrift med de perfekte blandingsforhold. Og her er så resultatet! 

Succesen bor i en fordej. Her har han fundet inspiration fra et lokalt, svensk bageri, der hedder ”Saltå Kvarn”, hvis bullar (svensk for kanelsnurrer red.) tog Jon med storm. Tricket består i at lade melet ligge og absorbere væske og koldhæve natten over, inden du bager dine kanelsnurrer. 

Det gør brødet ekstra saftigt og fremmer også holdbarheden, så de ikke tørrer ud. 

Tilberedelsestid: 4-5 timer fordelt over 2 dage.

Ca. 20-25 stk.

 

 

Husk, bagværk tager tid.

Men GODT bagværk tager GOD tid!

Ingredienser

Aftenen før

Fordej
30 g gær (eller 15g gær og 75g aktiv surdej)
500 ml mælk
600 g hvedemel


Dag 2

Dej
180 g smør
180 g æg (3 store)
130 g sukker
80 g fintrevet marcipan
2 tsk havsalt
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljepulver
ca. 600-650g hvedemel

Remonce
350 g smør (stuetempereret)
250 g sukker
50 g brun farin
100 g marcipan
3 spsk kanel
2 spsk hvedemel

Topping
100 g vand
75 g sukker
Lidt perlesukker

Fremgangsmåde

Aftenen før

Fordej
1. Opløs gær (og evt. surdej) i mælken, og tilsæt al hvedemelet. Rør grundigt rundt, til al melet er fugtigt og du har en fast, kold havregrød. 

2. Lad den hvile tildækket på køl i minimum 12 timer. (Den kan sagtens holde sig 1-3 døgn, hvis du først vil bage senere).

3. Tag smør og æg ud af køleskabet, så det er stuetempereret, når du skal bruge det dagen efter.

 


Dag 2

Dej

1. Hæld fordejen op i en røreskål, tilsæt sukker, æg, revet marcipan, kardemomme, salt, vaniljesukker og bland det sammen i 1-2 minutter. 

2. Tilsæt hvedemelet gradvist, mens du ælter dejen på maskine i 8-10 minutter. Du kan også ælte i hånden. 

3. Tilsæt nu smørret, mens dejen ælter videre i 2-3 minutter. Dejen skal gerne virke glat, blank og elastisk. Når du trykker fingrene forsigtigt ned i dejen, skal den LIGE akkurat slippe fingrene, men virke en smule klistret. 

4. Lad dejen hvile i 45 minutter på køkkenbordet, men hvis du har tid, så sæt den på køl i 2-3 timer. Når du lader den langtidshvile på køl, bliver dejen nemlig kold og nemmere at arbejde med, så du får flottere kanelsnurrer til sidst.

Lav din remonce imens 
5. Pisk alle ingredienserne sammen (vigtigt at smørret er stuetempereret) til du har en ensartet masse. Stil den til side.

6. Når dejen har hvilet sig, rulles den ud til et stort rektangel, som er ca. 40×80 cm og 0,5 cm i tykkelsen. Brug evt. lidt mel og stræk også lidt i dejen, så du sikrer dig, at den ikke klistrer til bordpladen. 

7. Fordel remoncen på 2/3 af dejen i et jævnt, tyndt lag, og fold den sidste 1/3 del af dejen ind over midten, så det dækker halvdelen af laget med remonce, og fold nu igen den remonce-dækkede del, ind over de to andre lag, så du har 3 lag dej, og 2 lag remonce. 

8. Rul dejen lidt ud, så den er ca. 1,5-2 cm i tykkelsen, men stadig har en rektangelform. 

9. Skær nu ca. 1,5-2 cm brede strimler af dejen, og stræk lidt i dejen så du får en lang strimmel. Hold fast i den ene ende, og brug din håndflade til at sno dejen, så den får et spiral-mønster. Sno den lange strimmel rundt om dine fingre 2-3 gange, og fold den ind under sig selv for at lukke den. 

10. Læg snurrerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 1,5-2 timer. 

11. Pensl med sammenpisket æg, drys med perlesukker, og bag i ovnen v. 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter til de ser brune og færdigbagte ud.

Sukkersirup
1. Mens de bager, laves sukkersiruppen. Det er ikke nødvendigt, men de giver et superflot shine til dine snurrer, og øger holdbarheden, hvis du pensler dem, LIGE når du kommer ud af ovnen!

2. Varm sukker og vand op i en lille gryde til al sukkeret er opløst.

3. Pensl snurrerne med den afkølede sukkersirup, lige når de kommer ud af ovnen.

Voila! 

Kan de fryses? Kan de gemmes?

Ja da. De færdigbagte snurrer kan sagtens fryses og tøs op i mikroovn, eller tages op et par timer før de skal spises. 

Du kan også fryse de ubagte snurrer, lige så snart du har “snurret” dem. Så skal de bare stå fremme på køkkenbordet og tø op et par timer, før de bages.

Jons Madklub

Er du sulten på mere end Jons fantastisk lækre kanelsnurrer? 

Besøg Jons Madklub, hvor du kan gå på opdagelse i et kæmpe inspirationsunivers af Jons helt egne madopskrifter. 

- Velbekomme! 

Grafik af kaffebønder
Jon med sine kager